Tilmeld dig / log på
Ordsprog og talemåder – kroppen

« Hårtrukne » talemåder?

 
Ved beskrivelsen af dagligdagssituationer, kan franskmændene have deres « hjerte på hånden » (le cœur sur la main), hvis de er godgørende og hjælpsomme, eller have en « hård tand » (la dent dure), hvis de er bidske, men de sætter ofte kroppen under hård pres. Nedenfor følger et par billedlige udtryk . Læs dem, men uden at løbe væk ved at « tage benene på nakken » (prendre ses jambes à son cou) bagefter! 

« Hul næse » eller « opsvulmede ankler »?

expressions_imagees_corps_400I løbet af vinter- og forkølelsesmånederne ved alle, at de har det bedre, når de ikke har tilstoppet næse. Når man har en åben næse, en « hul næse » (nez creux), har man en « fin » eller « skarp » næse med alle chancer for at få færten af en god handel eller for at gribe en god mulighed. I en professionel kontekst vil du blive opfattet som en vinder.  

Men pas på med ikke at have « ankler der svulmer op » (les chevilles qui enflent) – at blive « hovmodig ». Det var, hvad der skete for Louis XIVs hoffolk, og som gav anledning til dette udtryk. Nogle af hoffolkene havde ligesom kongen ret til at tilføje røde hæle på deres såler. De mest indbildske ændrede selv deres sko for at gøre denne udmærkelse mere synlig. Denne smertefulde fremgangsmåde var en reel krænkelse af god smag.

Hellere « slå sukker i stykker »…

At vinde Louis XIVs gunst fremkaldte jalousi : i Versailles var stemningen liden venlig. Man  « tilføjede sukker » til hinanden (se sucrait des uns des autres), dvs. at man med vilje behandlede sine ligemænd som tåber. Udtrykket ændredes med tiden.  Sukker, som var en sjælden og kostbar vare, blev solgt i enheder, som skulle slås i stykker før brug. Udtrykket « at slå sukker i stykker i ryggen på nogen » (casser du sucre sur le dos de quelqu’un)  beskrev lidt efter lidt det at bagtale nogen.

… end « have ører der piber »

Hvis bagtalelseskunsten udføres med en hvis madglæde, er der intet behageligt for den som bliver bagtalt. Selvom man ikke lytter til kritikken, kan det alligevel godt være at man har « ører der piber » (les oreilles qui sifflent) : det er det udtryk, som bliver brugt, når der tales ondt om en person, som ikke er tilstede. Du kan trøste dig med at i midten af det 15. Århundrede sagde man, at man havde « ører der trutter » (les oreilles qui cornent), hvilket forekommer endnu mere generende.

Hvis du bliver bagtalt, skal du bevare « stål nerverne » (nerfs d’acier). Når hævnens time kommer, vil dem som har talt ondt om dig « bide sig i fingrene over det » (s’en mordre les doigts), dvs. angre.

 

 

Foto: Sami Taipale