Tilmeld dig / log på
Vera Marton - studieberetning

Vera Marton - studieberetning

 

 

Vera Marton, 28 år, har læst fransk på aftenskole i snart 2,5 år, og glæder mig til at blive flydende en dag!

Jeg vandt en konkurrence som den franske by Marseille havde udbudt i forbindelse med, at de i år er europæisk  sportshovedstad. Man skulle skrive en krimi, på fransk, der handlede om sport og Marseille. De lande med et Institut Français eller en Alliance Française kunne melde konkurrenter ind. Præmien var en uge til Marseille (med logi og meget kost betalt!), smækfyldt med faglige, kulturelle, sportslige og andre sociale events, der bl.a. indebar voice-coaching, undervisning hos de dygtige undervisere hos Alliance Française, et 10 km løb i Marseille, guided tur (med musik) i Le Panier, oplæsning af vores historier for det officielle "Ville de Marseille" og selvfølgelig en masse besøg af de mest berømte turistattraktioner i Marseille. 

 

Det var virkelig spændende og vi var et rigtig godt hold, der hyggede os meget sammen! - jeg skal for øvrigt derned til sommer for bl.a. at besøge nogle af deltagerne jeg mødte dernede og udforske Les Calanques:-)

Hvad er dit forhold til Frankrig i dag ?

Mit forhold til Frankrig er i konstant udvikling. Frankrig er stort og rummer så mange spændende ting, at jeg føler der stadig er meget at se og opleve. Mit forhold til Frankrig bliver kun bedre af at mit kendskab til sproget, for så kan man være en bedre del af fransk kultur når man er på besøg.

Kan du fortælle en lille anekdote fra din studietid i Frankrig eller dine bedste minder fra den tid?

Min tid i Marseille var sprængfyldt med oplevelser, både af byen, men også af det program man var en del af. Udover at byen er smuk, og folkene utroligt venlige og imødekommende, så er noget af det der står klarest for mig, at skulle være en del af "Runinmarseille", hvor man så byen og beboerne fra deres smukkeste side. Eller at møde passionerede lingvister, der kan bruge timer på, med humor, dramatik, store armbevægelse og sukken, at forbedre din udtale og intonation, så at du ikke ødelagde det franske sprog alt for meget. 

Hvorledes har dine studier i Frankrig haft betydning for din karriere?

De har kun givet mig mod på at fransk kan læres, og at en stilling i et fransktalende land ikke er en helt umulig drøm.

Hvorledes har din studietid i Frankrig beriget dig personligt?

Franskmænd er mere ekstroverte, og tager heller ikke sig selv så seriøst som man nogle gange gør i Danmark, så det at skulle gå ud over personlige grænser er en nødvendighed hvis man skal være med. Her tænker jeg på at være en del af teater eller andre forestillinger i professionelt øjemed. 

Hvad er dine forventninger til France Alumni?

At man kan udveksle gode historier og evt. også øve sit franske med andre.